Hvad er bedst for bilen og hvad er bedst for miljøet, når det handler om bilvask? Det er spørgsmål, som de fleste bilejere indimellem stiller sig selv.
Den viden, vi har nu, tyder på, at en tur i en moderne vaskehal er mest skånsom i forhold til miljøet, og langt bedre for bilen, end hvis du selv fører børsten.
Kaskader af vand omgiver den røde Volkswagen, og det ser voldsomt ud, når bilen forsvinder under de store blå børster i det topmoderne vaskeanlæg hos OK i Viborg. Bagefter ser bilen ud som ny, helt renset for bremsestøv, oliepletter, de irriterende insekter på forruden og hvad lakken ellers har været udsat for.
Det er ikke kun bilen, som har haft gavn af, at den blev vasket i det Svanemærkede vaskeanlæg. Miljøet er nemlig blevet mindre belastet, end hvis Volkswagen’en var blevet vasket hjemme i indkørslen eller endda i et traditionelt vaskeanlæg.
Svanemærkede vaskeanlæg
Vaskeanlægget består, foruden vaskemaskinen, af et biologisk rensningsanlæg, der renser og genbruger vandet helt uden brug af kemikalier. Vandforbruget er omkring 100 liter, men da en stor del recirkuleres, bliver der kun ledt omkring 25 liter vand ud i afløbet. Det vil sige, at der kun bruges ca. 20 liter friskaftappet vand pr. bilvask.
Det er ikke kun det begrænsede vandforbrug, der skåner miljøet. Under vasken bruges særligt miljøvenlige vaskemidler, og derfor er spildevandet fra bilvasken renere end spildevandet fra traditionelle vaskehaller – og naturligvis meget mindre forurenende end vandet fra bilvasken hjemme i indkørslen, der løber direkte i kloakken.
Ingen udledning af tungmetaller
”Under enhver bilvask bliver bilen renset for olie og tungmetaller. I et Svanemærket vaskeanlæg bliver der taget hånd om de miljøfarlige stoffer, fordi vandet efterfølgende bliver renset, og de skadelige stoffer bliver fjernet, inden vandet bliver ledt ud i kloakken. De skadelige reststoffer, som for eksempel tungmetaller, bortskaffes til Kommunekemi.
Når bilen bliver vasket hjemme, så er der risiko for at tungmetallerne bliver ledt direkte ud i naturen,” siger projektleder hos Miljømærkning Danmark, Jeppe Frydendahl, der videre forklarer, at der stilles skrappe krav til de rensemidler, som bruges i en Svanemærket bilvask.
Effektiv bilvask
Det er ikke kun miljøet, som har godt af, at bilen bliver vasket i et topmoderne vaskeanlæg. Den bliver ganske enkelt bedst behandlet i automatvasken. Ved hjemmevask risikerer man at ridse bilens lak, fordi der ofte sidder små sten og andre ting fast i børsterne. Omvendt medførte hyppig vask i et vaskeanlæg tidligere, at bilen ofte blev mere og mere kedelig i lakken på grund af de spor, som de traditionelle børster lavede.
Strimler i stedet for børster
Hos OK Benzin, der får leveret deres vaskeanlæg af WashTec A/S, installerer man udelukkende maskiner med en ny børstetype kaldet SofTecs. Disse børster er egentlig ikke børster i traditionel forstand men er bygget op af strimler af et blødt materiale. Disse børster udmærker sig ved absolut ikke at efterlade nogen spor på bilens lak.
”Testresultater viser, at bilens glans efter 50 vaske med normale børster er faldet til langt under halvdelen, og bilens lak fremstår synlig mat. Med SofTecs bevares bilens glans helt uændret ved samme 50 vaske, der i øvrigt svarer til ca. 4-5 års bilvask for en almindelig bilejer,” forklarer sekretariatschef Svend Lykkemark Christensen fra OK Benzin.
Testet i Tyskland
Resultater for SofTec børsterne er veldokumenterede. De er testet af blandt andre den tyske bilistorganisation ADAC, der anbefaler brug af denne type skånsomme vaskeanlæg. Ifølge ADAC’s test så bevares lakkens glans langt bedre ved vask med SofTecs, ligesom ridserne undgås.
”Ligesom det er vigtigt for OK at skåne og bevare miljøet med Svanemærkede vaskehaller, er det også vigtigt, at vi leverer den mest skånsomme vask som overhovedet muligt til vore kunder,” siger Svend Lykkemark Christensen.
Det tog kun seks minutter at sende Volkswagen gennem vaskemaskinen, og køreturen fortsættes med god samvittighed, både i forhold til miljøet og bilen.
Læs om OK's miljøvenlige vaskehaller