Vi ved alle sammen, at der er udløbsdato på den mælk, vi køber i supermarkedet. Men kun de færreste er opmærksomme på, at der faktisk også findes en udløbsdato for olietanke.
En ny miljøbekendtgørelse, der trådte i kraft i 2005, betyder, at de olietanke, som er opstillet oven på jorden, og som er over 30 år gamle, skal sendes på pension.
Ifølge de nye regler skal olietanke:
- af stål,
- der er anbragt oven på jorden,
- som rummer under 6000 l,
- som anvendes til boligopvarmning,
sløjfes senest 30 år efter fabrikationsåret, dog med frist for udskiftning til 1. september 2008. I praksis betyder det, at ikke-nedgravede olietanke fra før 1976 skal være udskiftet senest den 1. september 2008.
Vi har spurgt serviceleder Poul Erik Jensen fra OK om baggrunden for de nye regler, og han forklarer:
"Reglerne tager udgangspunkt i, at jo ældre en tank er, jo mere sandsynligt er det, at der er tæring i tanken. Det betyder større risiko for et olieudslip, som kan forurene omgivelserne."
Fælles forsikring
Poul Erik Jensen fortæller, at det i lovens forstand er tankejeren, der er ansvarlig, hvis der går hul i tanken, og olien løber ud.
"Alle fyringsolieleverandørerne er dog gået sammen og har tegnet en fælles forsikring, så vores kunder er forsikret i tilfælde af forurening, som loven foreskriver" siger Poul Erik Jensen.
"Men hvis olietankene og rørsystemet ikke lever op til de gældende regler, kan forsikringsselskabet afvise at dække skaden. I så fald er det tankejeren selv, der skal sørge for at få fjernet forureningen fra et evt. udslip.
Det kan hurtigt blive en dyr historie, som kan trække tæppet væk under familiens økonomi" mener OK’s serviceleder. – "Derfor er det vigtigt at sørge for at få skiftet olietanken, hvis den er for gammel.
Og det er faktisk ikke så besværligt", lover Poul Erik Jensen. "I de fleste tilfælde er opgaven klaret inden for nogle timer, og så har vi både pillet den gamle tank ned og sat den nye op. Og vi fjerner selvfølgelig den gamle tank og sørger for, at den bliver bortskaffet på en miljømæssig forsvarlig måde."
Hos OK forudser man, at der vil blive pres på i sensommeren næste år, når tidsfristen for udskiftningen nærmer sig, og opfordrer derfor boligejerne til at bestille en evt. tankudskiftning i god tid.
"Vi har haft en usædvanlig lun vinter indtil nu, og når man nu sparer på varmeregningen, er det måske en god idé at investere lidt i sit varmeanlæg" mener Poul Erik Jensen, der dog samtidig oplyser, at OK har en finansieringsordning, som gør udgifterne til tankudskiftningen absolut overkommelige.