”For et slagteri af vores størrelse, er det vigtigt med den rigtige smøreolie og ikke mindst rigtig og professionel rådgivning – og det får vi fra OK”.
Torben Bjørk, Teknisk indkøber Danish Crown i Horsens
Slagteriet skal køre som smurt
Verdens anden største svineslagteri ejes af Danish Crown og ligger nord for Horsens med udsigt til motorvej E45. Her bliver der hver uge kørt 93.000 grise til slagtning. Slagteriets bygninger udgør et areal på 75.000 m2, eller hvad der svarer til 10 fodboldbaner.
For at maskinerne kan køre optimalt, er det vigtigt med den rigtige smøreolie og ikke mindst den rigtige rådgivning. OK har leveret olier til Danish Crown i flere år og leverer flere gange om ugen store mængder af gear-, smøre- og hydraulikolie til at holde den store maskinpark og dermed produktionen i gang på de mange Danish Crown slagterier.
”Mange af de processer, der tidligere var hårdt manuelt arbejde, er i dag overtaget af slagterobotter. Til disse maskiner hører der et stort hydraulisk system. Samtidig er der et stort kølesystem med kompressorer og mange gearkasser, der hver dag skal fungere for at holde produktionen i gang. Det stiller krav til den rigtige gear-, smøre- og hydraulikolie,” fortæller Torben Bjørk, som er teknisk indkøber hos Danish Crown i Horsens.
En stor virksomhed som Danish Crown har ganske enkelt ikke råd til, at produktionen står stille i ret lang tid ad gangen, så leveringstid og -sikkerhed er vigtige faktorer. Slagteriet har selv et mindre lager af olie, men forbruget kan være stort og varierende, så en af OK´s vigtigste opgaver er altid at kunne levere hurtigt fra lageret i Århus.
Olie med lang levetid sparer penge
Smøreolie er en basal nødvendighed, når Danish Crown starter det enorme maskineri op hver dag. ”Levetiden er vigtig, når vi vælger smøre- eller hydraulikolie. Jo længere levetiden er, jo bedre økonomi er der i det. Ligesom jo flere kilometer, du kan køre i din bil, før du skal skifte motorolie, jo flere penge sparer du,” forklarer Frank Lund, som er ingeniør og indkøbsdisponent hos Danish Crown.
Hydraulikolie er den største post for Danish Crown, når det handler om olier. I områder hvor kødet bearbejdes, er det nødvendigt, at hydraulikolien er NSF-H1 registreret. Det betyder, at den er godkendt til at bruges i forbindelse med fødevareproduktion. Vedligehold og overvågning af maskinerne sker via et SAP-system. Herigennem kan teknikerne se, hvornår det er tid til olieskift.
En OK aftale
Generelt er Torben Bjørk godt tilfreds med aftalen med OK: ”Pris, leveringssikkerhed og oliens kvalitet er vigtige for os, og så er det vigtigt for os hele tiden at få kompetent rådgivning. God sparring og tæt kontakt mellem os og OK er med til at sikre, at vi bruger den rigtige olie på de enkelte maskiner – det er det, der holder produktionen i gang.
Ønsker du også, at vi finder den helt rigtige smøreolie til din virksomhed, så kontakt os for en uforpligtende snak.