30.11.09
OK’s reklamefilm har hentet reklamebranchens store Eurobest-pris hjem. De tre små reklamefilm om, hvad økonomiske trængsler kan betyde i de lokale idrætsforeninger, har vakt jubel uden for Danmarks grænser.
Mange har set dem på TV, mens andre har fulgt lokalsportens helte og deres trængsler på nettet. OK’s tre små reklamefilm om amatøridrætsudøverne, der kæmper med trange pladsforhold og mangel på træningsrekvisitter.
Filmene har været populære i Danmark, og nu har det så vist sig, at den danske humor også slår an i de øvrige europæiske lande. I alt fald har de tre reklamefilm, som er produceret for et begrænset budget, netop hentet den europæiske reklamebranches store Eurobest-pris hjem til Århus-bureauet Uncle GREY og OK.
De danske film blev kåret som Europas bedste i kategorien: Corporate Image. Selv om OK’s marketingchef Ole Kjeldgaard understreger, at OK ikke laver reklamefilm for at hente internationale priser hjem, er han naturligvis stolt:
- En af grundene til filmenes succes er nok, at de rammer direkte ned i folkesjælen. Det er typer og situationer, vi alle sammen kender fra vores egne lokalsamfund og virkeligheden i de mindre idrætsforeninger – med et blink i øjet og en god skævt dansk folkehumor. Det er jo sådan, det er, og det er jo sådan vi er!
Se filmene her:
www.m2film.dk/ok