Nordens største solcelleanlæg

​OK har etableret solceller på tagene hos Bukholt Mink ApS i Ringkøbing. Anlægget breder sig over 5 km tagareal på minkhusene og er dermed Nordens største solcelleanlæg på 1,2 MW. Det svarer til 300 villaanlæg på 4 kWp.
Det er en oplagt idé, at en minkfarm vælger at få etableret solceller. Flemming Mæhilsen, der er projektsalgschef hos OK fortæller, at minktage passer perfekt til solceller, da der kun skal lidt ekstra forstærkning til for at sikre, at tagene kan holde.
 

Skån miljøet og økonomien

Med en årlig produktion på ca. 1.200.000 kWh kan minkfarmen garantere en god portion miljørigtig strøm, der også kommer andre end dem selv til gode. ”Vi har været heldige at komme under den gamle solcelleordning,” fortæller Carsten Bukholt, der ejer Bukholt Mink ApS sammen med sin bror, Jens Bukholt.

”Økonomi og miljø går hånd i hånd, og for os er det en attraktiv aftale. Men det var også et ønske om at være mere grønne, og med vores store tagareal var det naturligt at gå efter et solcelleanl��g, som jo kun kræver plads. Tilbagebetalingstiden er ca. ni år, så det er en god forretning for os,” fortæller Carsten Bukholt.

Fakta om solcelleanlægget

  • Solcelleanlægget på 1,2 MW, hvilket svarer til 300 villaanlæg bliver
  • Nordens største anlæg
  • 5000 paneler á 250 Wp
  • Samlet panelareal er 8000 m2
  • Det samlede tagareal, hvor panelerne er monteret, svarer til 5 km
  • Årlig el-produktion er ca. 1.200.000 kWh
  • Forventet tilbagebetalingstid: 9 år



Økonomisk attraktiv løsning

Solcellemarkedet har været udfordret pga. lovændringerne de seneste år. ”Men det er stadig attraktivt at installere solceller – især hvis man kan tilbagebetale sit anlæg på under 10 år,” fortæller Klaus Kjær, der er markedschef hos OK.
 

Om Bukholt Mink ApS

  • Blev stiftet i 1957
  • Ejes i dag af brødrene Carsten og Jens Bukholt, der er stifterens børnebørn
  • Holder 33.000 mink
  • Producerer årligt ca. 130.000 stk. mink
  • Kendt for at producere danske mink og den gode kvalitet til bl.a. Kopenhagen Fur