Forsvaret sparer 300.000 kWh

​Med Skive Kasernes store tagareal var solceller en oplagt mulighed for at spare penge på strømforbruget.

Skive Kaserne ville gerne være grønnere

Som et led i Forsvarets energistrategi har Skive Kaserne etableret solcelleanlæg. Ifølge Lars Truelsen, der er ingeniør og projektleder fra Energisektionen i Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, er der to formål med at få solceller på kasernens store tagareal.
 
”Vi vil dels gerne profilere Forsvaret som en grøn virksomhed udadtil, dels har vi brug for at indsamle erfaringer til lignende projekter fremover. Med det her projekt får vi bedre kendskab til, hvad der er vigtigt i forhold til at bygge solcelleanlæg og om driften af dem,” fortæller Lars Truelsen.
 
Solcelleanlægget dækker et tagareal på 6.800 m2, hvilket svarer til ca. 8 håndboldbaner. ”Dels har kasernen nogle meget store tagarealer, hvor anlægget forholdsvis nemt kunne etableres. Dels er Skive Kommune en meget aktiv kommune i forhold til at implementere sin grønne profil. Hele facaden i Skives Tekniske Forvaltning er for eksempel dækket af solceller,” forklarer Lars Truelsen.
 

OK vandt på tillid og pris

Beslutningen om solcelleanlægget på Skive Kaserne blev taget i sommeren 2012. ”Det var naturligvis prisen, vi så på i første omgang. Men ud over prisen er tillid det vigtigste for os, og det har vi haft hele vejen i forhold til samarbejdet med OK. De har levet fuldt op til vores forventninger,” fortæller Poul R. Jeppesen, der er projektleder ved Skive Kaserne.

Fakta om solcelleanlægget

  • 332,5 kWp solcelleanlæg
  • Producerer 305.000 kWh om året
  • Forventet tilbagebetalingstid er ca. 10 år
  • Levetid på mindst 30 år



Tidsplanen er vigtig

OK har etableret solcelleanlæg i mange år, og det håndværksmæssige skal selvfølgelig være i orden. Derudover har tidsplanen haft en stor betydning for Forsvaret. Det var vigtigt for Poul R. Jeppesen, at det blev en leverandør, der kan overholde de fastsatte deadlines.
 
”OK var fagligt kompetent til detailprojekteringen. Det var vigtigt for os, at der hurtigt blev udarbejdet et tegningsmateriale og en tidsplan. Det var med til at sikre, at vi har haft en god fornemmelse af, at vores idéer med projektet rent faktisk kunne lade sig gøre,” fortæller Lars Truelsen.
 

Årlig besparelse på 10 %

Solcelleanlægget kommer til at dække 10 % af strømforbruget hos Skive Kaserne, og med et årligt strømforbrug på 3 mio. kWh er 10 % da værd at tage med ifølge Forsvarets projektleder Poul R. Jeppesen.
 

Om Skive Kaserne

  • Kasernen er de danske ingeniørtroppers hjemsted
  • Huser bl.a. Forsvarets Bygnings- & Etablissementstjeneste, Udleverende Depot Danmark, Værksted Danmark samt Totalforsvarsregion Nord & Midt Jylland og Hærhjemmeværns distrikt Midtvestjylland
  • Beskæftiger ca. 1200 medarbejdere plus værnepligtige, kursister og hjemmeværnsfolk på uddannelse.