OK er partner i konsortiet Waste-2-Value sammen med Daka Biodiesel, Teknologisk Institut, Dinex, Peugeot, DTU og Grundfos. Partnerne samarbejder om at udvinde 2. generations biodiesel til transportsektoren af affald fra landbruget og industrien.
Formålet med innovationskonsortiet er at opbygge stor ekspertise indenfor 2. generations biodieselprocesser og således sikre, at Danmark ligger i front på området. De involverede virksomheder bidrager alle til, at kæden fra affald over produktion til anvendelse af biodiesel er dækket.
Waste-2-Values første projekt blev for alvor skudt i gang med åbningen af Daka Biodiesel i marts 2008. På fabrikken i Løsning omdanner man nu, via kemiske processer, fedt fra slagteriaffald til bæredygtig biodiesel.
OK's rolle i projektet er at forsyne primært transportsektoren med bæredygtigt brændstof i form af 2. generations biodiesel fremstillet af affald.
Konsortiet Waste-2-Value ledes af Teknologisk Institut og støttes af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
OK og Waste-2-Value på Skanderborg Festival 2010
Skanderborg Festivalen bruger ca. 20.000 liter dieselolie dels til køretøjer og de generatorer, der producerer strøm til lys, lyd og alt, hvad der ellers kræver strøm på festivalpladsen.
Normalt vil det betyde en ekstra CO2 udledning i omegnen af 55 til 60 ton under bøgekronerne. Men i år tester festivalen Daka Biodiesel, der indeholder 10 % biodiesel fremstillet af affald, og det skærer toppen af CO2 udledningen. Det er OK og Daka Biodiesel i Løsning, som står bag leverancen af testdiesel til festivalen.
Helt konkret betyder det, at festen i bøgeskoven i år udleder 10 tons CO2 mindre. 10 tons lyder måske ikke af så meget i sammenligning fx med antallet af gæster på festivalen, men man regner med, at en gennemsnitsdansker udleder mellem 10 og 12 tons CO2 på et år, og så svarer de 10 tons nogenlunde til udledningen fra en danskers samlede energiforbrug på et helt år.