Mange børnefamilier sætter i den kommende tid bilen i kurs mod sydligere himmelstrøg for at holde ferie. Utilfredse børn på bagsædet kan gøre turen til et mareridt. God planlægning kan til gengæld gøre turen til en del af oplevelsen.
”Er vi der ikke snart,” lyder det klagende fra den 5-årige, mens den 2-årige rører uroligt på sig i autostolen. Skal man rejse langt med børn i bilen, er planlægning altafgørende for ferieoplevelsen. Det bekræfter Helen Lyng Hansen, netsundhedsplejerske.dk:
- Det er vigtigt at være godt forberedt hjemmefra. For eksempel skal man forberede børnene så godt som muligt på, at man skal køre langt. Og faktisk kan man også godt forsøge at planlægge hjemmefra, hvor man vil holde pauser undervejs. Når børnene så begynder at blive utålmodige, gør det det nemmere at sige til dem, at ”vi lige skal køre 15 minutter mere, så holder vi ind”, fortæller Helen Lyng Hansen.
Hun understreger, at netop gode pauser undervejs er afgørende for oplevelsen:
- Selvfølgelig skal pauserne tilpasses børnene, og hvis de nu sover, er det oplagt at tage et ekstra stræk. Børn kan godt holde til at køre i nogle timer, og der sker heller ikke noget ved, at et mindre barn sidder i en autostol i nogle timer, netop fordi man skal køre på ferie og lige den dag køre langt. Det er dog vigtigt, at barnet kommer ud af stolen og får mulighed for at bruge sig selv motorisk i pausen, så den skal være lang nok til, at det kan lade sig gøre.
Helen Lyng Hansen anbefaler, at man holder pause cirka hver anden time, medmindre børnene sover.
- Man kan tage sjippetov og bolde med og løbe lidt rundt sammen med børnene, så de kan få brugt noget energi. Det er også oplagt at stoppe ved rastepladser, hvor der er en legeplads. Hvis børnene får sig rørt, er de mere parate til at sidde stille i bilen, når I kører igen.
Vælg afrejsetidspunkt med omhu
Også afrejsetidspunktet kan betyde meget for, hvordan turen udvikler sig:
- Det er også en klar fordel, hvis man kan køre, når børnene sover, for eksempel meget tidligt om morgenen. Så skal man godt nok vække børnene, og de vil være vågne et stykke tid, men til gengæld vil de formentlig falde i søvn igen i bilen og måske sove til lidt op ad formiddagen, og så kan man holde en god lang frokostpause med et godt måltid mad og lidt leg og derefter køre videre, fortæller Helen Lyng Hansen.
Mange vælger at køre om natten, og gør man det, er det vigtigt, at forældrene er veludhvilede før turen:
- Man vil jo være rigtig træt, når man kommer frem, og børnene er friske, så det er måske ikke den optimale start på ferien, forudser netsundhedsplejersken.
En anden mulighed er at booke en overnatning hjemmefra. Så vil det stræk, man skal køre, altid være overskueligt. Hvis man har bestilt hjemmefra, slipper man for at lede efter overnatningsmuligheder, når alle er trætte.
Tjek bilen før afrejse
Også bilen skal tænkes ind i planlægningen forud for turen, for er den ikke i orden, kan man hurtigt bruge en ekstra dag til ingen verdens nytte – og til stor frustration for ikke mindst familiens yngste medlemmer. Derfor anbefaler energiselskabet OK, at man får lavet et almindeligt servicetjek på værkstedet eller selv tjekker dækkenes slidbaner og tryk, kølervæske, viskerblade og batteri før turen. Det vigtigste er kølervæsken og motorolien.
- Man kan næsten ikke undgå at komme til at holde i kø på ferieturen. Derfor skal motorens evne til at køle sig selv ned være i orden, og derfor det er vigtigt at tjekke kølervæsken, inden man kører. Det samme gælder motorolien, og her kan det være en god idé at have en ekstra liter i bagagerummet, siger kommunikationschef i OK Lene Bonde.
Sjove lege slår tiden ihjel
Selvom forberedelsen er i orden, kan timerne godt blive lange undervejs. Helen Lyng Hansen anbefaler derfor, at man leger, snakker og måske synger med børnene:
- Det er en god idé at få børnene til at lægge mærke til ting, man kører forbi. Det gør det interessant at kigge ud af vinduet og ikke kun ned, og på den måde forebygger man også køresyge, fastslår hun.
Forslag til underholdning undervejs:
”Gæt et dyr”: Her tænker én person på et dyr, og de andre skal ved at spørge indkredse, hvilket dyr der er tale om. Den, der har udvalgt dyret, må kun svare ”ja” eller ”nej”.
”Bilspotting”: Gæt, hvor mange hvide biler, campingvogne eller motorcykler, I møder inden for de næste fem minutter. Den, der svarer rigtigt eller kommer tættest på, må vælge, hvad familien derefter skal spotte.
”Skibet er ladet med”: Man skiftes til at sige et dyr, en grøntsag eller måske en bil, som må komme om bord. Er der små børn med i bilen, kan man bare sige fx et dyr, der skal med på skibet – og ikke et dyr, der begynder med et bestemt bogstav.
”Digt en historie”: Lad hele familien digte en historie ved at skiftes til at sige et ord eller en sætning.