Elprisen rammer 6 kroner i aften, men et prisfald er på vej
Der er lys for enden af tunnelen efter en dyr start på november. Men først skal mandagen overstås.
I dag koster den rå elpris* mindst 2,09 kroner pr. kWh inkl. moms, og mellem klokken 17-18 topper prisen med 6 kroner pr. kWh inkl. moms i både Vest- og Østdanmark. Også tirsdag vil priserne ligge højt.
Ifølge vejrudsigterne ser billedet anderledes ud fra onsdag, hvor et lavtryk ventes at nærme sig Danmark.
- Først skal vi lige igennem mandag og tirsdag, men derefter ser det mere positivt ud. Vi får mere vind ind over Danmark, og det er godt nyt for elpriserne. Det betyder ikke, at strømmen pludselig bliver billig, men vi forventer lavere priser end dem, vi har set den seneste uges tid, siger Troels Skipper, der er kommerciel chef hos OK.
Vinden bliver en kærkommen gæst
Starten af november har været præget af dunkelflaute - en periode med meget lidt vind og sol, både herhjemme og hos vores naboer.
Det har givet mindre strøm fra vindmøller og solceller, som ellers er med til at holde elpriserne nede.
- Vi har haft brug for mere strøm fra blandt andet gaskraftværkerne. Og når gassen er dyr, bliver strømmen det også. Derfor er det godt nyt, at det ser ud til, at der kommer mere gang i vindmøllerne fra på onsdag. Det kan hjælpe elpriserne ned på et mere ”normalt” niveau, siger Troels Skipper.
Holder vejrudsigterne og prisprognoserne, kan det altså blive billigere at lade elbilen fra onsdag. Har man strøm nok på bilen til de næste dage, kan det godt betale sig at vente med opladningen.
*Ud over elprisen betaler elkunder også tariffer til Energinet og det lokale netselskab - og evt. abonnement og/eller tillæg til elselskabet.