Løsning understøtter processikkerhed

Gromas Maskinfabrik A/S i Brabrand er underleverandør af komponenter og udstyr til kunder inden for medicinalindustrien, fødevareindustrien og offshore. Til den spåntagende bearbejdning har virksomheden øget fokus på automatisering, og i forbindelse med automatisering af to maskiner opstod en udfordring omkring kølesmøremidlerne og tilførslen af produktet til maskinerne. Heldigvis kunne man sammen med OK, som leverer kølesmøremidler til Gromas, finde en løsning. 

Var bange for at løbe tør
”En af vores maskiner har ikke så stort et vandkar til at have kølevand i, så da vi begyndte at automatisere, var vi bange for, at den ville løbe tør for kølevand, når den havde kørt x antal timer. Så for at være sikker på, at der var nok kølevand på hele tiden, snakkede vi med Lars Primdahl, som er vores kontakt hos OK, om at få automatisk vandpåfyldning på,” siger Morten Bach Larsen, som er produktionschef hos Gromas.

Praktisk kom OK’s servicetekniker ud og installerede løsningen.

”Det var en super service, at OK kunne løse opgaven. Det hjælper os meget i det daglige, at vores leverandør kan løse praktiske opgaver relateret til produktet,” siger Morten Bach Larsen.

Automatisk påfyldning giver sikkerhed
Løsningen omkring den automatiske påfyldning af kølevand bidrager til processikkerheden hos Gromas.

”Ligeså snart du sætter automatisering på bearbejdningsmaskinerne, skal der være processikkerhed,” siger Morten Bach Larsen og fortsætter: ”Det smarte ved den automatiske påfyldning er også, at der er niveaumåler på, som betyder, at der lukkes automatisk for påfyldningen, inden det løber over.”

Den største fordel er dog, at medarbejderne ikke skal bruge tid på påfyldning af kølevand.

”Medarbejderne kan bruge tid på det, som er vigtigt for virksomheden, nemlig at fremstille emner, der lever op til den kvalitet, vi altid sigter efter. De skal ikke bruge tid på at påfylde kølevand, men koncentrere sig om deres primære opgave. Det har stor værdi,” siger Morten Bach Larsen.

22. nov. 21
  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 670 tankstationer, mere end 200 vaskehaller samt 76 Truck Diesel stationer, og OK er således Danmarks største tankstationskæde.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, fyringsolie, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • OK har tre biogasstationer og lægger desuden tankstationer til fire af Everfuels brint-tankanlæg
  • Foruden energiprodukter sælger OK mobiltelefoni og forsikringer. 

Relaterede fotos

Download fotos til brug i dit pressemateriale

Anne Dyrholm
Presseansvarlig
top