OK sender stort støttebeløb til Danske Hospitalsklovne

Danske Hospitalsklovne har gennem foreningens sponsoraftale med OK fået udbetalt over 700.000 støttekroner.

OK-kunder støtter Hospitalsklovnene med 720.000 kr.

OK støtter knap 4.000 lokale og landsdækkende foreninger i hele Danmark. Det er OK’s kunder, der vælger de foreninger, der skal have en økonomisk håndsrækning.

Danske Hospitalsklovne er den forening i Danmark, som flest OK-kunder vælger at støtte, når de lader, tanker eller tænder lyset derhjemme. Igen i år kan Danske Hospitalsklovne derfor modtage et flot støttebeløb på knap 720.000 kr.

Hospitalsklovn på OK Tankstation

Det er fantastisk at mærke den store opbakning fra OK og OK’s kunder til Danske Hospitalsklovne. Vi er dybt taknemlige for den meget flotte donation.

Tania Dethlefsen, direktør i Danske Hospitalsklovne

Hvad bliver pengene brugt til?

Tania Dethlefsen, som er direktør for Danske Hospitalsklovne fortæller, at den store donation gør det muligt at uddanne flere hospitalsklovne, som kan styrke livsglæden og livsmodet hos syge og sårbare børn og unge på landets børneafdelinger, i børne- og ungdomspsykiatrien og indenfor specialområdet.

Illustration af pengepose med snor

Millionbeløb til hospitalsklovnene


OK har de seneste år samlet set støttet Danske Hospitalsklovne med et pænt millionbeløb.

Det glæder direktør for OK, Michael Løve.

- Hospitalsklovnene gør en uvurderlig indsats for at skabe glæde og smil i nogle helt ufatteligt svære stunder for både børn og pårørende. Uden nævneværdig offentlig støtte er organisationen afhængig af donationer fra private og virksomheder. Derfor er jeg meget glad for, at vi på vegne af vores kunder kan støtte så flot op om Danske Hospitalsklovne, siger Michael Løve.

Sidste år kunne OK’s kunder og OK i fællesskab sende knap 800.000 kr. afsted til hospitalsklovnenes vigtige arbejde på landets hospitaler.

- En hospitalsklovn er ikke bare en klovn. Det er en ven og støtte, der med dyb faglighed og stor empati gør en forskel for børn og voksne, der har det svært. Jeg er stolt af, at støttekronerne fra OK går til at ansætte og uddanne endnu flere dygtige hospitalsklovne, siger Michael Løve.

OK støtter også ved opladning

OK's kunder har samlet støttekronerne sammen til Danske Hospitalsklovne ved at tanke på deres OK-kort eller via OK's app. Vælger kunderne at knytte OK-kortet eller appen til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit, når de tanker brændstof eller lader deres elbiler – og når de tænder lyset derhjemme.

Sponsoraftalen betyder, at klubber og foreninger kan få 5 øre pr. liter eller kWh, hver gang en OK-kunde tanker eller lader sin bil på farten hos OK – og med 1 øre pr. kWh, når kunden bruger strøm fra OK derhjemme.

Kvinde ved OK-ladestander
top