Som det første ladeselskab tilbyder OK nu hjemmeladning uden serviceaftale
Energiselskabet OK er nu klar med et nyt tilbud til de elbilister, der er på jagt efter en ladeboks til indkørslen uden nogen form for binding eller serviceaftale.
Med en ladeboks uden serviceaftale vil den månedlige udgift kun være den strøm, der fyldes på bilen.
Produktet er målrettet de kunder, der ikke ønsker en serviceaftale, som blandt andet giver udvidet garanti og den tryghed, at OK sender en elektriker kvit og frit, hvis der opstår problemer med ladeboksen.
- Mange ønsker den tryghed, at vi tager os af det, hvis der skulle opstå problemer med ladeboksen. Derfor vil serviceaftaler også være attraktive efter nytår. Men der er også kunder, som bare gerne vil have friheden til selv at sørge for deres ladeløsning. Dem vil vi også gerne tilbyde en ladeboks af høj kvalitet og med alle de velkendte fordele, siger Michael Lamberth, kommerciel direktør i OK.
Svært at gøre det billigere selv
Køber man en ladeboks uden serviceaftale, står OK for alt omkring installation og opsætning. Man slipper dermed for at bruge tid på at indhente tilbud og koordinere med en elektriker.
Boksen koster fra 6.995 kr. hos OK. En ladeboks med serviceaftale – som koster 49 kr. om måneden fra nytår – kan i øjeblikket købes til 4.995 kr. med en elaftale.
- Indtil nu har vores primære konkurrenter været andre ladeselskaber. Sådan er det ikke længere. Nu er det også fx netbutikker og byggemarkeder. Og jeg vil vove den påstand, at OK fortsat er mere attraktive end gør-det-selv-løsningen. Det er meget svært at finde en ladeboks af den nødvendige kvalitet - plus installation af en elektriker - til den pris, vi kan tilbyde, siger Michael Lamberth.
Med en OK-ladeboks – serviceaftale eller ej – får man alle de velkendte fordele: adgang til ladeboksen via app, hvor man kan planlægge opladning, mulighed for at støtte sin lokale forening, når man lader bilen - og mulighed for at samle el til boligen og bilen hos samme selskab.
Serviceaftale giver fuld tryghed
Uden serviceaftale har man selv ansvaret for ladeboksen og skal fx selv dække udgifter til service og reparation, hvis uheldet er ude – medmindre det er fejl, der er dækket af garantien de første tre år.
Med en serviceaftale sender OK kvit og frit en elektriker ud for at ordne ladeboksen, hvis der skulle opstå problemer. Og garantien har man lige så lang tid, man har serviceaftalen.
Samtidig får man rabat på farten, når man lader ved OK’s ca. 4.500 offentlige ladestandere.