Tank OK strøm i Billund Lufthavn

Skal du på forretningsrejse eller ferie med afgang fra Billund Lufthavn, er der blevet flere muligheder for at tilslutte din elbil til en ladestander. Energiselskabet OK er den seneste operatør af ladestandere på det enorme parkeringsareal. Her har OK opsat ladestandere både på det udendørs parkeringsareal og i det nye parkeringshus.

Behovet for ladestandere er stigende. Ind til videre har OK opsat i alt fem ladestandere med to udtræk ved hver på 11 kW.

Tank brændstof eller strøm
Der er flere operatører, som har ladestandere ved Billund Lufthavn, men at de seneste ladestandere er fra OK giver god mening for Peter Rossel, der er afdelingschef for parkeringsfaciliteterne i Billund Lufthavn.

”Der er jo en OK tankstation ved indkørslen til lufthavnen, og selvom den ikke ligger i vores regi, er der god synergi i, at vi også har valgt at have ladestandere fra OK på vores areal,” siger han.

Kenny Bremerstent, distriktschef i OK, løfter også sløret for, at det er planen at installere en lynladestander netop ved OK tankstationen.

”På den måde kan vi også hjælpe de kunder, som har brug for en hurtig ladning til at køre hjem efter at være landet fra ferie, eller hvis man alligevel holder og venter på at samle bekendte op, hvor deres fly er forsinket,” siger han.

Udfordringer med strøm

Elbilernes store indtog på det danske marked giver dog nogle helt praktiske udfordringer, som også mærkes hos Apcoa, som ejer og driver parkeringsområdet ved Billund Lufthavn. Der er behov for flere ladestandere, men udfordringen er infrastrukturen, som andre i branchen også oplever, og det at kunne trække den nødvendige strøm. Især yderområderne af parkeringsarealet giver udfordringer.

”Flere ladestandere kræver, at vi trækker nogle flere ampere, og det er vores installationer ikke bygget til oprindeligt. I yderområderne af vores parkeringsareal, er der eksempelvis kun trukket strøm til at forsyne belysningen, så det er ret omkostningstungt at trække den nødvendige strøm til ladestandere derud,” siger Peter Rossel.

Følger udviklingen

”For mig handler det om at have en finger på pulsen og følge belægningen på de standere, vi allerede har. Det koster som bekendt meget at investere i flere ampere, så det skal give mening,” siger Peter Rossel.

I nærmeste fremtid bliver yderligere to ladestandere fra OK sat op, og man kan altid gå ind på OK’s app og se placeringerne, ikke kun i Billund Lufthavn, men også i resten af landet. Betaling over appen er også mulig.  

”Vi har haft en rigtig god dialog med OK undervejs, og vi har planer om at opsætte flere ladestandere efter behov,” siger Peter Rossel.

I Billund Lufthavn står Apcoa som ejer af parkeringsarealerne og parkeringshusene og dermed for alt vedligehold af arealerne, men også de services, som lufthavnen tilbyder de rejsende, hvis de parkerer i området. I alt er der på nuværende tidspunkt 14.000 parkeringspladser, og til sommer, når højsæsonen melder sig, regner man med fuld belægning.

En del af Apcoas service på parkeringsområdet er også, at de kan flytte bilen, når den er færdigopladet, så den ikke skal optage en ladestander i en eller to uger, mens man er bortrejst.

6. maj. 22
  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 670 tankstationer, mere end 200 vaskehaller samt 80 Truck Diesel stationer, og OK er således Danmarks største tankstationskæde.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, e-mobilitet, transportdiesel, fyringsolie, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • OK har tre biogasstationer og lægger desuden tankstationer til fire af Everfuels brint-tankanlæg
  • Foruden energiprodukter sælger OK mobiltelefoni og forsikringer. 

Relaterede fotos

Download fotos til brug i dit pressemateriale

Anne Dyrholm
Kommunikationskonsulent
top