Hvad skal du gøre, hvis ulykken sker?

Det sker helt sikkert ikke for dig, men… Et løst hjul, der triller af og overhaler bilen - og en bil, der ikke kan bremse og ender i havnen. Det lyder som en scene fra en actionfilm, men ulykkerne kan rent faktisk ske i virkeligheden. Det gør det nok ikke – men hvad nu hvis?

Hvis bilens bremser svigter

Hiv ikke i håndbremsen. Håndbremsen er en parkeringsbremse, og hiver du i den ved høj fart, risikerer du, at bilen snurrer rundt og ud af kontrol. Hvis dine bremser svigter, bør du i stedet hurtigt finde ud af, om der er autoværn, rabat eller bløde forhindringer i vejsiden, som kan tage farten af bilen. Det vil ikke gøre din bil kønnere, men alternativet er værre.

Er der ikke noget i vejsiden, du kan gøre brug af, kan du geare bilen ned så hurtigt som muligt for at tage toppen af farten.

Husk, at bremserne, som alt andet på bilen, skal serviceres og vedligeholdes løbende. Få også gerne tjekket bilens bremser, inden du skal på en lang køretur.

Hvis hjulet ryger af

Du har sikkert godt styr på at få spændt hjulboltene, når du skifter fra vinterdæk til sommerdæk eller omvendt. Men skulle det glippe, kan det gøre den efterfølgende biltur med et løbsk hjul særdeles farlig for både medtrafikanter og dig selv.

Hjulet vil ikke falde af fra det ene øjeblik til det andet, men du bør være opmærksom, hvis du hører mislyde, som du ikke plejer at høre, eller hvis du bemærker noget usædvanligt under opbremsning og generel manøvrering.

Er du så uheldig, at hjulet falder af, gælder det om at holde hovedet koldt - kobl ud og lav en rolig opbremsning. Bilen vil trække til siden, og du skal derfor også sørge for at dreje kontra. Undgå at træde bremsen i bund, for det kan i værste fald ødelægge bilens undervogn at lave en hård opbremsning.

Få gode råd fra OK til dig som bilist

Bevar roen hvis du kører i vandet

Skulle det ske, at du en dag kører bilen i havnen, bliver det ikke en blød landing. Det føles som at køre ind i en mur, og derfor øger du dine overlevelseschancer ved at have din sele på. Samtidig er det vigtigt, at du bevarer roen.

Typisk vil du have et par minutter til at komme ud, før bilen begynder at synke. Du bør ikke åbne en dør, mens bilen ligger i vandoverfladen. Det vil nemlig få vandet til at strømme meget hurtigt ind.

Du bør i stedet forsøge at åbne et vindue, som du kan kravle ud af. Kan du ikke få rullet vinduet ned, kan du forsøge at smadre ruden. Spark hårdt på den eller brug metalbenene fra din nakkestøtte.

Søg bagud i bilen og følg boblerne opad

Når du ikke ud, mens bilen ligger i vandoverfladen, er det bedst at vente, til bilen er næsten fyldt med vand, før du smadrer en rude. Knuser du ruden, mens der er meget luft i bilen, vil vandet vælte ind hurtigt.

Bagerst i bilen vil der typisk være luft i længst tid, så søg bagud. Når du kommer ud, vil boblerne søge mod vandoverfladen og vise dig, hvilken retning du skal svømme i.

top
Vi bruger cookies (også fra 3. part) til at huske dine indstillinger, trafikmåling og til at vise målrettede annoncer. Du accepterer det ved at klikke videre på siden. Læs mere om vores brug af cookies og hvordan du sletter dem