Rolig eller rodet? Her er forventningerne til årets juletrafik 2023

Vejrudsigten skaber usikkerhed, men hvis du undgår særlige tidspunkter, bliver køreturene i julen forhåbentlig ganske rolige. Her får du gode råd til turen.

Undgå disse tidsrum - udrejse

DSB, Storebæltsforbindelsen og Vejdirektoratet er alle enige om, at vi ser ind i en jul, hvor de rejsende primært bevæger sig mod vest for at fejre jul.

Fredag d. 22. december forventes at blive den første udrejsedag, hvor en blanding af myldretidstrafik og udrejsetrafik ender ud i mange biler på vejene. Denne dag vil trafikken være på sit højeste i tidsrummet mellem kl. 14.00 og 18.00. Også Lillejuleaftensdag vil der komme mange rejsende fra Hovedstadsområdet mod Jylland. Særligt mellem kl. 11.00 og 14.00 kan trafikken blive tæt, lyder det fra Vejdirektoratet.

Turen hjem fra jul

Især 2. juledag d. 26. december kan trafikken igen blive tæt – ikke mindst fra kl. 11.00 til 15.00, vurderer Vejdirektoratet.

Du kan forvente godt med aktivitet på trafikknudepunkter som Storebælt. Her kørte tæt på 50.000 biler gennem betalingsanlæggene 26. december sidste år, og vurderingen er, at et lignende antal biler vil passere Storebælt i år.

Vejret kan drille

Vejret kan også komme til at spille en rolle i juledagene. Flere vejrprognoser indikerer, at der kan komme kraftig vind og endda vindstød op til stormstyrke torsdag og fredag, og det kan forstyrre trafikken. Der meldes også om risiko for glatte veje lørdag, hvor sne og slud muligvis skaber bøvl.

Få gode råd til dig som bilist fra OK

Gode råd til køreturen hjem til jul:

  • Kør uden for de travleste tidspunkter
  • Hold dig orienteret om trafiksituationen på trafikinfo.dk og P4 Trafik
  • Brug Google Maps eller lign. der kan give trafikopdateringer og forslag til hurtigere ruter undervejs
  • Kør afsted i god tid.
top