Sådan forlænger du rækkevidden og gør kør-selv-ferien billigere

Det er nemt at gøre turen i elbil mere effektiv, og det er også en god idé, for selvom sommervarmen hjælper rækkevidden på vej, koster høj hastighed og tung bagage mange kilometer og kroner. Her får du de bedste tips til at få flere kilometer ud af elbilen.

Sænk farten og få længere rækkevidde


Det kan være fristende at sætte farten op, når turen er lang, og der igen, igen bliver råbt ”Hvornår er vi der?” fra bagsædet. Men hastighed er en af de største strømtyve. Kører du 130 km/t i stedet for 110 km/t, kan forbruget stige med op mod 30 %.

“Man kan godt have lyst til at trykke ekstra på speederen, når der er mange kilometer forude, men det er en god idé at holde lidt igen. De høje hastigheder koster rigtig meget rækkevidde,” siger Thor Folmann Krarup, chef for e-mobilitet i OK.

En jævn hastighed uden mange accelerationer og opbremsninger er en af de mest effektive måder at få flere kilometer ud af batteriet.

Brug bilens indstillinger aktivt

Du kan allerede optimere din rækkevidde, inden du starter bilen. Mange elbiler har energibesparende funktioner som ECO, der reducerer forbruget automatisk.

Derudover kan du selv justere f.eks. klimaanlæg og komfortfunktioner, så de bruger mindre strøm. Det handler om at finde den rette balance – og den kommer hurtigt:
“Det handler om at finde den gode balance, hvor du får en komfortabel tur, men samtidig øger din rækkevidde,” siger Thor Folmann Krarup.

Biler kører på motorvej

Pak med omtanke – hvert kilo tæller


Når bilen er fyldt til ferien, stiger energiforbruget. Ekstra vægt fra bagage, passagerer, tagboks eller cykelholder betyder, at bilen skal arbejde hårdere.

Det bedste råd er enkelt: Pak så let som muligt.

Har du brug for tagboks eller cykelholder, så brug det – men overvej at tage det af igen, når du er fremme. Selv en tom tagboks øger vindmodstanden og påvirker rækkevidden.

Tjek dæktrykket inden afgang

Et lille tjek kan gøre en stor forskel. Dæk med for lavt tryk øger rullemodstanden og får bilen til at bruge mere strøm.

“Det tager kun fem minutter, og her er der også flere kilometer at hente,” fortæller Thor Folmann Krarup.

Det er en af de nemmeste måder at optimere din kørsel på – og en god vane inden enhver længere tur.

Tjek dæktrykket på bilen jævnligt

Små ændringer – stor effekt

Når du kombinerer lavere hastighed, jævn kørsel, smartere indstillinger og mindre vægt, kan det for alvor mærkes på rækkevidden.

I mange tilfælde kan du forbedre den med op mod en tredjedel i sommermånederne – alt efter bil og kørestil.

top