Hvor kan jeg lade min elbil?
For nye elbilsejere kan det være en udfordring at navigere i de forskellige lademuligheder. Nedenfor gennemgår vi dine muligheder, både hjemme og ude, for at sikre, at du altid har adgang til opladning, der passer til dine behov.
1. Opladning ude
Når du skal oplade ude kan du vælge mellem forskellige typer af ladestandere, som efterhånden er placeret de fleste steder i Danmark. Ladestanderne findes i byområder ved parkeringspladser, indkøbscentre, langs motorveje på rastepladser og tankstationer. Her kan du vælge mellem:
- Normallader (Op til 22 kW): Ofte placeret ved arbejdspladser og hoteller, hvor du typisk parkerer bilen i længere tid. Disse ladere tilbyder opladning op til 22 kW, men vær opmærksom på, at mange elbiler kun kan lade med op til 11 kW. Husk at medbringe et ladekabel.
- Hurtigladning (23-99 kW): Disse ladere er ideelle til hurtig opladning og findes ofte ved indkøbscentre eller større parkeringspladser. De har fastmonterede kabler med CCS-stik og enkelte steder med CHAdeMO og Type 2-stik.
- Lynladere (+100 kW): Placeret ved trafikale knudepunkter og tank- eller ladestationer, disse tilbyder den hurtigste opladning, især langs motorveje. Disse har også fastmonterede kabler med CCS-stik og enkelte steder med CHAdeMO-stik.
Flere faktorer påvirker ladehastighed
Vær opmærksom på, at det er din bil der, foruden de forskellige typer ladestanderes hastighed, definerer hvor hurtigt en opladning kan foregå. Det er forskelligt hvor hurtigt bilen kan modtage strømmen til batteriet og der er forskellige faktorer, så som den udendørs temperatur, batteriets temperatur og mængden af strøm, der allerede er på bilen, der endvidere påvirker ladehastigheden.
Vi anbefaler, at du oplader din bil mellem 20 % og 80 % for optimal opladning.
Læs også: Hvor lang tid tager det at lade min elbil?
Pris for opladning varierer efter ladestandertype
Vær desuden opmærksom på, at der ofte er forskellige priser for opladning alt efter ladehastigheden på den valgte type af ladestander. Generelt er prisen for lynopladning højere end en normallader, da der er markant forskel på omkostningen forbundet med de to typer ladestandere.
Hvis din bil ikke kan modtage en hastighed over 100 kW, kan du overveje at anvende en hurtiglader i stedet for lynlader og oplade til en lavere pris pr. kWh.
2. Opladning hjemme
At oplade med en ladeboks i hjemmet er ofte den mest økonomiske løsning. Med en hjemmeinstalleret ladeboks kan du planlægge opladningen til tidspunkter, hvor strømmen er billigst, som f.eks. om natten. Det betyder, at du kan starte dagen med et fuldt opladet batteri, hvilket er både praktisk og omkostningseffektivt.