Invitation til første spadestik til Nordens første svanemærkede kontorhus
Nu tages første spadestik snart til Nordens første svanemærkede kontorhus, som bliver en udvidelse af OK's eksisterende hovedkontor. Hovedentreprenøren på projektet er NCC.
Det er niende gang, siden OK i 1979 byggede hovedkontoret på Åhave Parkvej, at rammerne udvides. Med etableringen af Atriumhuset, som bliver navnet på bygningen, udbygges OK’s hovedkontor med yderligere 220 kontorpladser og dertilhørende mødelokaler.
Denne gang skal udvidelsen ske i overensstemmelse med Svanemærkets nyeste krav og forventes at opnå certificeringen DGNB-Guld.
Målet med svanemærket byggeri er at mindske den samlede miljø- og klimabelastning. Derfor er der både krav til materialer, til selve byggeprocessen og til brugsfasen – og til håndtering af affald og recirkulering af byggematerialer.
”OK har i mange år arbejdet målrettet med Svanemærket i driften af deres bilvaskehaller. Det er glædeligt, at de nu også har valgt at arbejde med Svanemærket ved opførelsen af deres nye bygning ved hovedkontoret – og at de ovenikøbet kommer til at stå bag det første svanemærkede kontorbyggeri,” siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef i Miljømærkning Danmark.
Pressen og OK’s samarbejdspartnere er meget velkomne til at deltage i begivenheden, der vil foregå på byggepladsen i umiddelbar forlængelse af OK’s eksisterende bygninger på Åhave Parkvej 11 i Viby J.
Program mandag 3. februar ved OK, Åhave Parkvej:
- 9.30: Kaffe, vand og fastelavnsboller/rundstykker
- 9.35-10.15: Første spadestik og tale v/Michael Løve, CEO i OK og Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold
Ønsker man yderligere info om begivenheden eller selve byggeriet, er man velkommen til at kontakte kommunikationschef Rasmus Boserup. Se kontaktoplysninger nedenfor.