Sparta Logistics vælger OK som ladepartner til deres el-lastbiler
Sparta Logistics har sat strøm til fremtiden med to af landets første el-lastbiler fra Mercedes-Benz. I den forbindelse har de valgt os som medspiller til at sikre, at opladningen glider let fra start med en ny ladeløsning ved depotet i Hørning.
Allerede klar til opskalering i fremtiden
I første omgang er der etableret én 150 kW-ladestander med to ladeudtag, og løsningen er allerede forberedt til opskalering, hvis flåden vokser i fremtiden.
"I OK er vi glade for, at Sparta Logistics nu også vælger os som ladepartner. Det betyder, at vi kan udvide vores mangeårige samarbejde – fra brændstof til el. Vi sætter stor pris på tilliden og ser frem til at understøtte deres rejse mod en mere elektrificeret flåde,” siger Anders Skandbo Espersen, OK’s salgschef for e-mobilitet til tung transport.
Fra indledende snak til strøm på vejene
Sparta Logistics har fra starten sparret med vores rådgivere, og med etableringen af ladeløsningen, der er bygget af GodEnergi A/S, er der nu sat strøm til at få de første erfaringer med elektrisk transport.
"Vi vil gerne være med til at drive den grønne omstilling. Hvis vores erfaringer er gode, og el-lastbilerne fungerer optimalt i praksis, er det helt klart planen at elektrificere en større del af vores flåde," siger Nikolaj Kock, der er direktør og partner i Sparta Logistics.

Vi har set frem til dagen, hvor vi endelig kunne komme i gang med at køre med ellastbiler.
Nikolaj Kock, Direktør & Partner, Sparta Logistics
Opladning på farten giver tryghed og fleksibilitet
Den ene el-lastbil skal trille dagligt mellem Hørning og Fredericia, mens den anden skal forsyne Østjylland fra basen i Hørning.
”Vi kommer til at lade om natten, så lastbilerne har fuldt batteri fra morgenen af. Vi forventer umiddelbart ikke at skulle lade i løbet af dagen – men skulle behovet opstå, har vi mulighed for at lade hos OK på farten. Det giver os lidt ekstra fleksibilitet og tryghed i hverdagen,” siger Nikolaj Kock.
